|
Red Barnet Ungdom mener
Red Barnet Ungdom mener, at den forestående revidering af asylaftalen mangler at imødekomme en stor del af de bekymringer, som har været basis for den aktuelle debat om asylbørn og deres familiers situation.
Børnekonventionens artikel 27 siger, at staten skal sikre barnets ret til en levestandard, der kræves for barnets optimale fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling.
Det hensyn mener vi ikke, asylaftalen lever op til.
Et uoverskueligt tidsperspektiv
Tidsperspektivet i aftalen er umiddelbart det første, der springer i øjnene. Lægeforeningen har tidligere i debatten været ude med udtalelser om, at børnene på asylcentrene kan tage psykisk skade allerede efter et års ophold.
De mange asylbørn, der lever under svære rammer med forældre, der er psykisk
syge eller psykisk overbelastede, samt meget sjældent har kontakt til verden udenfor asylcentret, behøver en langt større håndsrækning end vage hensigtserklæringer og et tidspersektiv på 3 år plus sagsbehandlingstid (som kan strække sig op til 4-5 år).
Hverdagens vilkår er uændrede
Vi i Red Barnet Ungdom mener, det optimale for asylbørnene vil være at være en del af en hverdag, der så godt som muligt, ligner det danske barns. At de deltager i skole- og fritidsaktiviteter sammen med danske børn.
Det er derfor også nævneværdigt, at der i aftalen lægges vægt på, at flere asylbørn skal i
almindelig dansk folkeskole. Specielt ser vi positivt på hensigten om, at løsne mere op for deltagelse i ungdomsuddannelser af de 16 til 21 årige.
Der lægges dog ikke vægt på et udvidet tilbud af fritidsaktiviteter, som man kunne have håbet på ville være den langsigtede konsekvens af den ekstra pulje på 37 millioner
kr, der blev bevilget til indsatser rettet mod asylbørn i anerkendelse af et stort behov for aktivering og stimulering.
Bolig
Når vi taler om de boligtilbud, som er aftalens kerne, så ser vi ikke en udvikling, der vil hjælpe til at asylbarnet opnår førnævnte rettigheder. Kravet om, at asylboligerne, som skal tilbydes asylfamilierne, skal placeres i nær afstand af et asylcenter, kan i realiteten betyde, at familierne vil fortsætte med at leve lige så isoleret som hidtil.
Støt en bred demokratisk aftale
Red Barnet Ungdom opfordrer derfor til at støtte de politikere, der kæmper for en bred demokratisk aftale på dette område. Vi opfordrer også til at holde politikerne fast på at tage de kompetente indlæg i debatten, der har været fra læger og menneskerettighedsoprganisationer, alvorligt. Og vi opfordrer naturligvis selv politikerne til at gøre det samme. |